Introduktionsforløb
Endelig kom ugen, hvor jeg skulle få syn for sagen. Ugen hvor jeg skulle få nærmere både geografisk og ideologisk kendskab til både Barnard College og Columbia University.
Første aften i byen betød for mit vedkommende et hovedspring ud i mødet med omkring 100 unge og ambitiøse kvindelige studerende fra alverdens lande. Kommende kollegaer. Dette til en middag i bygningen der senere er blevet et afholdt tilholdssted. Ud over adskillelige amerikansk betonede både morgen-, middags- og aftenmåltider bød ugen desuden på både ice cream party, pizza party, movie night (py party!) og you name it. Meget ulig dansk sædvane inkluderede dog ingen af arrangementerne hverken øl eller vin. Væsker der ellers kunne have haft den nyttige virkning at lette trykket lidt, ikke mindst i den danske lejr, under blandt andre ceremonien, hvor alle skulle tænde et lys for den gode Barnardånd.
På sin vis afspejlede introugen således, at forløbet skulle rette sig imod en ganske bred aldersgruppe. Spændet, fra unge piger på 18, som netop har forladt reden, til modne kvinder, som for længst er passeret det kvarte århundrede (vi er så heldige at have alderspræsidenten blandt os i den danske delegation), var ikke til at overse. Hver ung kvinde er derfor også blevet tilknyttet en palet af assistenter, herunder en OL (orientation leader), en RA (residential assistant), en advisor professor og en student ambassador, som alle er til for at være VISP (visiting international student program) studerende til hjælp. Med andre ord: der er spændt et stort sikkerhedsnet ud til de, som endnu ikke er parat til at flyve.
I tråd hermed blev jeg derfor ved min ankomst – en dag senere end de fleste – passet op af receptionisten i hovedbygningen og adspurgt, om jeg var Anne from Denmark. Og til min bekræftelse herpå replicerede den venlige mand – kønnet undrede mig lidt – ”we’ve been expecting you”.
Og introugen var alt i alt en begivenhedsrig uge, som betød mødet med utallige nationaliteter og kulturer. Dog – som en vis dansk medstuderende beskrev det – forbundet med en vis risiko for udløsning af SOS, Social Overload Syndrom.
Fagshopping
Første uge bød sideløbende med introforløbet også på en hel del shopping. Både til værelse og klædeskab. (Status på klædeskabsfronten so far: 12 dage, et par støvler, fem stykker tekstil).
I stor kontrast til materiel shopping har denne uge stået på fagshopping. En lidt mere forpligtende form for shopping. Konceptet er, at man vælger sig en portefølje af måske syv til ti spændende fag, som man ved shoppingperiodens ende skærer ned til fire. Eller fem for de ambitiøses vedkommende.
Trods sin mere krævende karakter har denne form for shopping dog været forbundet med diverse små glæder. Herunder og ikke mindst; bekræftelsens glæde. Ikke en bekræftelse som den man opnår, når man iklæder sig sine nyligt erhvervede tekstiler – den skal dog ikke underkendes – men en faglig bekræftelse. En bekræftelse på, for mit vedkommende, hvad der egentlig er blevet af mine hidtil godt tre år på politstudiet.
På samme måde har det været lærerigt at blive tvunget ud i at tage sin amerikanske hat på og ikke tage ’no for an answer’. Deltagelse i et fag med begrænset kapacitet eller på graduate niveau kan man opnå ved at kontakte professoren pr. mail. Og efterfølgende – trods eventuel initial afvisning – stille op til timen og sælge sig selv. Og sende flere mails. Og møde op igen. Og pludselig er ’no’ blevet til et ’maybe’. Sammenlagt har det derfor været et fremragende kursus i jobbet som sælger af varen: frk. Nylev from Denmark. Til en rimelig pris selvfølgelig. Og her har markedskræfterne ind i mellem vist sig utilstrækkelige.
Fagshopping betød desuden mødet med et blandet udvalg af professor, herunder både en 80+ professor og en blind professor. Førstnævnte er dog langt fra alderspræsident på Columbia, idet han, med mere end et dekade, slås af en anden berygtet professor på angiveligt 93 år. Og for sidstnævntes vedkommende lod publikum sig ikke mærke spor af hans handicap, idet han med blot sine TA’s (teaching assistents) ved sin side med mellemrum fik bekræftet, at han befandt sig på rette slide.
Alt det andet
Ud over blinde og gamle mennesker har desuden jøderne vist sig at være dominerende i bybilledet i New York. Ind i mellem kaldet Jew York. Rent visuelt en ganske rammende beskrivelse. Supermarkederne bugner af varer med marketen ’kosher’, og rundt på campus valser talrige unge mænd med deres kalot sirligt fastspændt til hårpragten med en håndfuld glinsende hårnåle.
Og ligesom de unge jødiske mænd har også den danske delegation præget bybilledet. Vi har heppet på Columbias baskethold ’The Lions’, drukket GT’er til fernisering i Brooklyn, gået catwalk i hipsterkvarteret Williamsburg og danset natten lang til koncert på en Lower East bar.
Og der er blevet jogget i storbyens gader og parker. Op mod 70 blocks er det blevet til (sådan lyder måstokken her). Og løftet jern og svømmet meter i Columbias gigantiske sportscenter, Dodge.
Jo vi har helt sikkert også gjort os bemærkede ind til videre, hvor vi både har haft tid til at se byen og bunden af ølflasken ind i mellem. Og jeg håber inderligt, at det fortsætter sådan. Men noget (alen lange pensumlister bl.a.) siger mig, at dette er en illusion.
Skriv en kommentar