Puslespillet gik op
Så blev det februar. Derhjemme er læseferien efterhånden forbi, og inden længe står semesterstartsfesten for døren. Et nyt semester skydes i gang i mit fravær. I ministeriet, som efterhånden har restitueret efter en lang og hård december, er de langsomt ved at vågne op til forberedelser af et nyt finanslovsår. Også i mit fravær. På den anden side af Atlanten sidder jeg. I helt nye omgivelser.
Efterhånden er alt det praktiske kommet på plads, og jeg er kommet dertil, hvor jeg igen kan sove om natten. Når det i den forgangne uge ikke har været tilfældet, så vil jeg undgå at skyde skylden på min ellers udskældte seng. Men fagshopping viste sig at være et langt større puslespil end først antaget.
En vigtig brik i spillet krævede som eksempel herpå et besøg på kontoret hos en nobelprismodtager i økonomi. Dermed blev jeg, som simpel studine, rodet ud i en længere diskussion om både det danske dagpengesystem, den danske nationalbanks rolle ift. ECB og ganske meget andet. Og herren, som var ganske vidende om vores lille land,” afhørte” mig derfor i en række faktuelle oplysninger, så som statsgæld, nettofinansieringsbehov, renteniveau og statsobligationsrenter. Og mere end én gang måtte jeg undskylde for mig selv, når jeg var knapt så kniv skarp og eksakt, som jeg ville have været til en eksamen, jeg rent faktisk havde læst til. Jeg fik dog på bedste vis redegjort for Danmarks økonomiske tilstand, som han udviste stor interesse for. Og jeg konkluderede efterfølgende, at det var en kærkommen anledning til at få trænet den ”Trivia”-viden, som amerikanske universiteter sætter så stor en ære i.
Mit forsøg på at samle fag-puslespillet, som på det givne tidspunkt var ”mission impossible”, betød desuden et møde med en meget fjendtlig administrationsdame. Ms. Yang. Den første af sin slags siden min ankomst til universitet, hvor hjælpsomheden hidtil ingen grænser har kendt. En lille kvinde med en meget stor magt. Seminar-selektions-magten. Tredjesidste dag i shoppe-perioden var indtrådt, og jeg havde ét fag (ud af fire!) på plads. Jeg var meget interesseret i at tage et seminarfag, for hvilke strukturen for tilmelding viste sig at være en helt anden en den, jeg tidligere havde mødt. Ikke noget med at shoppe seminarer, ikke noget med at tale med professorer og SLET IKKE noget med at skrive adskillige mails til ms. Yang. Det fik denne således fortalt mig i en verbal fontæne af grimme ord, som hun afsluttede med kommentaren ”You’re my LAST priority”.
Følelsen af uretfærdighed og afmagt blev i kølvandet heraf så stærk, at det fik tårerne til at sprøjte ud af øjnene på en fordringsløs studine. Som derfor skyndte sig på toilettet. Flere liter tårer senere returnerede jeg dog. Med fornyet mod og en målsætning om en tørøjet undskyldning af min insisterende opførsel. En opførsel, meget udansk, som jeg dog fra alle sider var blevet tilrådet. Men det blev selvfølgelig ikke uden tårer, og frk. Yang som havde uddelt de verbale tæsk, fortrak ikke en mine.
Ude af stand til at afbryde min snøften begav jeg mig derfor modløs tilbage mod min bopæl, hvor mødet med et kendt ansigt udløste endnu en lavine af tårer.
Men brikkerne faldt på plads, og jeg kom helskindet – og lidt mere hårdhudet – ud på den anden side. Min fagskæbne blev forseglet.
Og jeg opnåede – trods min plads nederst på ranglisten – en plads på min Nobelprisvens seminar. En undervisningsform, hvor diskussion er i højsædet og derfor interessant for en økonomistuderende fagligt opdraget med meget beregning og mindre snak. Den aldrende professor har dog ind til videre valgt at fortolke dette frit – som envejskommunikation. May the better man win.
Sladderafdelingen
Som det sure altid kommer med det søde og omvendt, bød en glædelig aften i New York, dagen efter, på koncert med Anthony and the Johnson. I Radio City Music Hall. En uforglemmelig oplevelse, som man – i kraft af dygtige både stage og laser artists – bestemt ikke behøvede ører for at nyde. Og vi var da heller ikke ene om at lade os forføre, idet vi gjorde entré med kendisser som Rufus Wainright og Michael Stipe.
Og for at blive i kendisuniverset, er det siden kommet mig for øre, at Sarah Jessica Parker, Newyorker- kvinden over dem alle, får sine tvillinger passet i børnehave på Barnard. Her bliver de to andengenerations- stjerner overvåget af et biologihold, som til ingens overraskelse, altid er overtegnet – det er vel et pigecollege med stort P. Derfor opholder Sarah sig ofte på stedet og drikker sin kaffe i VORES café. Det kalder jeg stjernestøv.
24, og hvad så?
Siden sidst er jeg desuden blevet et ubehageligt år ældre. En begivenhed som blev fejret fra tidlig morgen, hvor de 13 danske piger havde forberedt et overdådigt morgenbord til sent samme aften, hvor det var min tur til at invitere. Til boller og varm kakao. Et projekt der dog viste sig at være langt lettere sagt end gjort.
Det er på dette fremskredne tidspunkt af mit ophold blevet mig bekendt, at amerikanerne har en meget begrænset gør-det-selv kultur, når det angår kulinariske udfoldelser. Som eksempel herpå er det derfor billigere at købe grød-portioner end at blande sin egen grød. Det er smart at være sund, og derfor koster fx ’rene’ havregryn et beløb, der langt overskrider en studerendes morgenmadsbudget. I stor kontrast til det danske landskab, hvor denne spise har tendens til i højere grad at blive efterspurgt, når det bliver sidst på måneden, og de monetære ressourcer er knappe. I økonomiske termer, et produkt med negativ indkomstelasticitet.
Derfor startede udfordringen projekt ”boller” således med gæren. Efter lang tids søgen i det utrolig kompakte supermarked (hvor det er umuligt for to mennesker at passere hinanden mellem rækkerne, og man derfor konstant står i vejen for andre), fandt jeg endelig gæren. Som viste sig at koste 20 kr. (what a bargain). I bedste ’jo-mere-du-sparer-på-mad-desto-mere-kan-du-shoppe’-stil, blev det ’friske’ gær derfor substitueret med tørgær. Som efter yderligere 10 minutters søgen og op til flere trafikpropper endelig lå i kurven. Og så kom turen til melet, hvor der reelt kun eksisterer to alternativer. Hvis man altså frabeder sig præproducerede produkter som fx ”self raising”-udgaven (her slipper man dog helt uden om gærproblemer). Trods dette begrænsede produktudvalg, var alligevel en hel reol dedikeret til mel i forskellige størrelser, mærker og med eksklusion/inklusion af diverse tilsætningsstoffer. Og jeg fandt således et produkt, der matchede netop mit behov.
Hvad angik den varme kakao, kunne jeg endelig drage fordel af den amerikanske diætstørrelse og derfor indkøbe standardvaren en gallon mælk – knap fire liter (og med uendelig holdbarhed selvfølgelig).
Selve produktionen af bolledejen var ligeledes forbundet med en række forhindringer, så som: manglende redskaber, manglende bordplads og mod slut også manglende entusiasme. Og bagning i gasovn resulterede desuden i, at det ene hold boller fik sorte ’undere’ og det andet hold rå ’overe’.
Men både formen og smagen var til at genkende, og det var ikke uden stolthed, da jeg endelig kunne præsentere mit (bag)værk for gæsterne. Og der blev spist og drukket i store mængder, alt mens de første timer i mit 24. år passerede…
Skriv en kommentar