Det er lørdag aften. Kl. er 19, og jeg sidder på læsesal med øjnene klistret til computerskærmen. Jeg føler mig på en god dag næsten lidt som en vis frøken Bradshaw. Godt nok har jeg ingen cigaret i hånden eller en slæbbar Mac fra 90’erne. Men vi har ’The City’ og skriveriet til fælles, og mine uglede (dog mørke) lokker gør sit til at få mig til at få mit til at ligne den smukke klummeskribent.
På den anden side af murstensvæggen pumper New Yorks pulserende byliv. Her på læsesalen med den alt for dæmpede belysning kan der knapt findes en puls. De bærbare computeres tomme summen giver mig næsten respiratorassociationer. Og salens zombielignende gæster trækker vejret i takt, næsten som om vi alle sov. Og det drømmer de fleste af os nok også om. Det er lørdag aften og ikke engang eksamensperiode.
Men jeg mangler ord. Og tal for den sags skyld. Ikke kun til produktionen af mine tre udestående afleveringer til næste uge. Men også ord til at beskrive alt det, jeg har oplevet allerede.
Så mange indtryk på så kort tid er svært at få ned på papir. Hvis jeg dog bare kunne konstruere en ligning, en regression, der kunne indeholde alle relevante parametre. I så fald ville jeg estimere mit samlede indtryk ind til nu med forklarende variable som: kvalitet af undervisning, af arbejdsbyrde, af barer, af shoppingmuligheder, venner osv.
På Valentines Day blev jeg bekendt med, at allerede en måned af vores ophold her i New York er passeret. En måned = 1/12 år = 1/4 semester = så lang tid det tager, at gro en centimeter (grå) hår. I gennemsnit. Det er foruroligende overhovedet at tænke tanken, at dette eventyr en dag får en ende.
Jeg har allerede nu svært ved at sætte mig ind i, hvordan jeg nogensinde skal vende tilbage til tingenes tilstand før New York City. Før alt kunne fås i størrelse XL, alt (inkl. træningscenter, indkøbscentre og læsesale) havde åbent i døgndrift, og ansigterne i landskabet havde andre kulører en blot hvid. Hvor hver uge var en udfordring og en oplevelse. Hvor kvartererne var mere end blot broer med forskellige kompasretningsnavne, men repræsentanter for utallige lande og kulturer i én fantastisk by.
Og jeg er sågar begyndt at bære over med amerikanerne i deres hændelige forglemmelse: at der eksisterer en verden uden for den amerikanske. At det der findes andre (vel)fungerende systemer end det amerikanske.
For sjældent har jeg båret velfærdsfanen så højt som i denne by, dette land, hvor liberalismens konsekvenser er så eksplicitte. Sindslidende og psykisk syge bor op gaden, fordi de måske aldrig har kunnet varetage et job og derfor ikke er forsikrede. Og der er ingen hjælp at hente. Og når prisen for et ambulanceridt er $500 uanset hvor langt turen går, så er indlæggelser af disse skæbner begrænsede. Og som taxachaufføren med hvem jeg diskuterede denne problemstilling komparativt anførte: ’It must be hard to get into Denmark?
Og jeg får lyst til at råbe op, når strejkeretten bliver latterliggjort eller Frankrig bliver benyttet som et eksempel på, hvor grinagtig velfærdsstaten er. For i Frankrig kan man få ubegrænset understøttelse sågar sagsøge sin arbejdsplads, hvis man fyres ubegrundet. Vanvittigt i min professors øjne.
Rettigheder som i sammenhæng med de franske virksomheders tilnærmelsesvis ægteskabelige pagter med arbejdsgiveren, erkendt, gør arbejdsmarkedet trægt. Men også medgørligt, ikke kun for de stærkeste.
Og som denne eksterne professor i Global Macroeconomic Disequilibrium desuden fremstillede det, så er Frankrig et eksempel på et land, hvor toppen af Lafferkurven for sociale oprør i forsøg på at opnå rettigheder både nået og overskredet. Således bidrager disse udelukkende negativt til den økonomiske vækst (parameteren stammer fra X. Sala-i-Martins ”I Just Ran Two Million Regressions).
Ligesom Grækenlands problemer, med en vis retfærdighed, bliver henført udelukkende til store indkomstoverførsler såsom pensioner, som ikke finansieres af tilstrækkeligt store skatteindkrævninger.
Og indenfor et andet felt, men i samme ’We know better’-stil, refererede en neuro science professor i en medstuderendes time om cellebiologi til den Europæiske model som den determinerede, grundet cellens (individets) begrænsning i sin udvikling. Modsat blev den Amerikanske model fremstillet som en dynamisk proces med mulighed for retningsskifte undervejs.
Men en velfærds – eller determinerende – stat er bestemt ikke en forudsætning for, at en økonomi kan leve over evne. Det er USA, især, med en gigantisk og fortsat voksende statsgæld (http://www.usdebtclock.org/) et glimrende eksempel på.
Så jeg får lyst til at berette om, hvordan velfærdsstaten rent faktisk kan flyve, incitamenter til at tjene store penge eller ej, så kan det lade sige gøre at drive en økonomi med en stor omfordeling og samtidig skabe økonomisk vækst.
Men spørgsmålet som måske skal besvare på et idealistisk plan er, om en frihed, som ikke alle kan gøre sig fortjent til, overhovedet er en frihed? Som jeg opfatter det, er økonomiske begrænsninger og nepotisme ganske udbredt fænomener. Hindringer for den personlige frihed – den fane som ellers bæres så højt.
Men trods min ovenstående anke, så elsker jeg det jo alligevel her. Ligesom jeg elskede Valentines Day med gaver og stack of pancakes fra morgenstunden og kvinder med blomster og bamser over alt i gaderne. Og ligeså ser jeg slet ikke mig selv gå på restaurant igen uden at få refill på min cola.
Det jeg bare gerne vil sige er, at jeg lige vil prøve at nyde det, mens jeg er her. Jeg vil noget mere på bar, hvor nogen har betalt $2000 for at få et bor, som jeg får lov til at tage plads ved. Jeg vil noget mere på Diner og drikke alt det kaffe, jeg kan tvinge i mig.
Selvom tiden og til dels ressourcerne er knappe, så bye bye læsesal. Der er lørdag af, og jeg gør oprør mod at befinde mig på dette sted. Nu vil jeg udnytte, at byen aldrig sover!
Skriv en kommentar